Press Releases (Danish)

Press Releases (Danish)

Solar A/S har i årets første kvartal omsat for knap kr. 2,5 mia. ( € 329,3 mio.) og opnået et overskud før skat på kr. 16,5 mio. (€ 2,2 mio.)

Koncernen med hovedsæde i Kolding arbejder fortsat på at nå en position som den førende tekniske grossist ved at udvide produktsortiment og teknisk kompetence inden for elartikler, varme-, vvs- og ventilationsprodukter på de fire hovedmarkeder Danmark, Holland, Sverige og Norge.

Det skal blandt andet ske gennem ti virksomhedsprogrammer inden for fokusområderne vækst, effektivitet og mennesker. Et af de vigtige programmer er klima og energi, hvor Solar ser store perspektiver i energioptimering. Ikke mindst i relation til den CO2-reduktion der skal ske frem mod 2020.

- Det fremtidige potentiale og de markedsmæssige muligheder, der ligger på energiområdet i årene frem mod 2020, vil vi udnytte fuldt ud. Vi råder over den teknologi og viden samt de løsninger, der skal medvirke til den krævede reduktion af energiforbruget og dermed CO2-udledningen, påpeger koncernchef Flemming H. Tomdrup.

Og interessen for koncernens nye videncenter, Solar Explorium, i Vejen har da også været overvældende. Siden åbningen den 1. oktober i fjor har omkring 3000 gæster besøgt videncentret, der henvender sig til slutbrugere, installatører, rådgivere, leverandører og producenter.

I Solar Explorium bliver energistyring demonstreret i praksis med de nyeste teknologier og energirigtige løsninger inden for el, vvs og ventilation. Her er det muligt at opleve fuldt integrerede energiløsninger, der halverer energiforbruget i forhold til de traditionelle løsninger, samtidig med at komforten og fleksibiliteten øges. Bygningen er godkendt som energiklasse 1 og lever dermed op til lovkrav, som først træder i kraft i 2015.

Solar-koncernen blev forholdsvis sent ramt af finanskrisen og er nu langsomt på vej ud af krisen igen. Det kolde vejr har spillet en stor rolle fra midten af december og helt frem til midten af april med lav aktivitet på flere markeder til følge. Nu begynder aktiviteten i industrivirksomhederne at stige, men det har dog endnu ikke haft direkte afsmitning til Solars område for investeringer samt vedligeholdelse, reparation og drift.

I den mellemliggende periode har Solar fortsat indførelsen af Lean som en bærende kultur og skabt bemærkelsesværdige resultater ved at standardisere processer. Effektiviteten og arbejdsglæden i organisationen er øget, ligesom kunderne er sikret bedre leverancer og service. For den indsats har man høstet stor anerkendelse og senest modtaget Dansk Industris produktivitetspris 2010.

­­Koncernchef/CEO Flemming H. Tomdrup træffes på mobil 4034 2900 for yderligere kommentarer.

Corporate IR & Communications Manager Charlotte Risskov Kræfting træffes på mobil 4034 2908.


Solar A/S (tidligere Aktieselskabet Nordisk Solar Compagni) er etableret i 1919 og noteret på Københavns Fondsbørs i 1953. Solar er en af Nordeuropas førende tekniske grossister inden for el-artikler, varme-, vvs- og ventilationsprodukter. Koncernen, der har hovedsæde i Kolding, har datterselskaber under Solar-varemærket i Danmark inkl. Færøerne, Sverige, Norge, Holland, Tyskland og Polen. Desuden driver Solars Aurora Group forretning i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Solar er Danmarks 41. største virksomhed målt på omsætning og beskæftiger i alt 3000 medarbejdere. Med 29 procent af det samlede antal ansatte er Danmark fortsat det land, hvor Solar har flest medarbejdere, mens Holland nu er den største udenlandske enhed med 24 procent af antal ansatte. Flere oplysninger kan findes på www.solar.eu.